I en afsondret, nedslidt bolig bliver Minami Nizimura og flere andre kvinder udsat for deres fangevogters grusomme luner. Dette er ikke jeres gennemsnitlige bortførelse, det er et forvredet spil af dominans og underkastelse. Kvinderne er strippet nøgne, deres kroppe markeret med symboler på deres trældom. Deres halse er omkranset af metal, deres brystvorter klemt fast, og deres hud strittet med varm voks. Kvinderne er ikke bare ofre, de er villige deltagere i dette makabre skue. Deres latter giver genlyd i rummet, en afkølende påmindelse om deres accept af deres skæbne. De er masochister, draget til den smerte og ydmygelse, de udsættes for. Dette er ikke kun en historie om fangenskab, det er en fortælling om magt og kontrol. Det handler om spændingen ved dominans, lokket ved underkastelse, og det berusende sus af smerte. Det er en verden, hvor nydelse og afstraffelse slører, hvor grænsen mellem offer og frivillig er spinkel. Dette är slavehuset, et sted hvor drømme om dominans og underkastelse kommer til live.
